Tornjak

Tornjak


Racen Tornjak stammer fra Bosnien og Kroatien. Den er rolig, af- balanceret og stærk. Med sine sociale egenskaber er den udmærket som familiehund, og når omstændighederne kræver det, kan den udmærket få det klassiske hundejob som vagthund.
De næsten uddøde efterkommere af genetisk homogene, indfødte, ældgamle typer af hyrdehunde har udgjort avlsgrundlaget for genskabelsen af racen Tornjak. Hundene af den oprindelige bestand har levet udbredt over bjergområderne i Bosnien-Herzegovina og Kroatien og de omgivende dale. De vigtigste historiske tidspunkter er årene 1067 og 1374. Nedskrevne dokumenter fra disse perioder nævner denne bosnisk-herzegovinske-kroatiske race for første gang. Udforskningen af racens historiske og mere nutidige eksistens, fulgt af et systematisk arbejde for at redde racen fra at uddø, blev indledt samtidig i Kroatien, Bosnien og Herzegovina omkring 1972, og kontinuerlig avl med den rene race begyndte i 1978. I vore dage består bestanden af talrige hunde af ren race, udvalgt gennem en række af generationer, fordelt ud over Bosnien, Herzegovina og Kroatien.
Tornjak’en er en stor og kraftfuld hund, velproportioneret og adræt. Kropsbygningen er næsten kvadratisk. Knoglebygningen er ikke let, men heller ikke svær eller grov. Hunden er stærk, harmonisk og i god balance, både i stand og bevægelse. Pelsen er lang og tyk.
Proportioner: Kroppen er næsten kvadratisk. Kropslængden må ikke overstige skulderhøjden med mere end 8%. Skalle og næseparti er af samme længde.
Temperament: Af væsen er den stabil, venlig, modig, lydig, intelligent, præget af værdighed og selvtillid. Den er meget barsk i sin opgave som vogter af det, den er sat til at beskytte, ubestikkelig og mistroisk over for fremmede. Over for sin herre er den hengiven og meget rolig i hans nærværelse, ligesom den er meget venlig over for de mennesker, der er tæt knyttet til ham. Den lærer hurtigt og husker i lang tid, hvad den har lært, og den udfører med glæde de opgaver, den får. Den er let at træne.
Hoved: Langstrakt. Forholdet mellem næseparti og skalle er som 1 til 1. Skalle : Overlinierne af skalle og næseparti er divergerende. Øjenbrynsbuerne er kun let synlige. Den bageste del af skallen er aflang, men moderat bred. Partiet fra øjenbrynsbuerne til den meget let fremtrædende nakkeknude er fladt. Stop : Ganske let udtalt. Næse : Stor, med passende brede næsebor. Næsen bør være mørkt pigmenteret og afstemt efter pelsfarven. Depigmentering er ikke tilladt. Næseparti : Rektangulært. Næseryggen er fuldkommen lige. Læber : Tætsluttende, med mørk pigmentering. Kæber, bid : Meget lange og stærke kæber. Perfekt saksebid med fuldt tandsæt.
Øjne: Mandelformede og mørke, med tætsluttende, mørkt pigmenterede øjenrande.
Ører: Middelstore og trekantede, foldede og hængende, ret højt ansatte. De bæres tæt ind mod kinderne og har kortere pels.
Hals: Middellang og kraftfuld, bæres lidt lavt. Huden er stramt sluttende. Pelsen er lang og rigelig og danner en pelsmanke.
Krop: Manke : Moderat udviklet. Ryg : Kort og stram, moderat bred, lige. Lænd : Forbindelsen mellem bryst og kryds er kort og moderat bred – lidt længere hos tæver. Kryds : Middellangt, bredt og let skråtstillet. Bryst : Meget rummeligt, dybt, bredt og med ovalt tværsnit. Underbrystets laveste punkt når mindst til albuerne. Aldrig tøndeformet brystkasse. Fortil er brystet kraftigt, og spidsen af brystbenet er moderat fremtrædende Underlinie : Bugen er godt muskuløs. Underlinien er ikke optrukken, men stiger gradvis bagud fra afslutningen af brystbenet.
Hale: Lang, ansat middelhøjt og meget bevægelig. I ro bæres halen hængende, i bevægelse løftes den altid højere end ryglinien, et karakteristisk træk for racen. Halen er beklædt med fyldig pels, der danner en udpræget ”fjerbusk”.
Lemmer: Stærke og velvinklede.
Forpart: Veludviklede forben med stærke knogler og stramme muskler. I stand er de stillet parallelt og lodrette. Skuldre : Middellange skulderblade, godt tilbagelagte. Vinklen mod overarmen er omkring 120º. Overarm : Muskuløs og stærk, næsten af samme længde som skulderbladet. Albuer : Slutter moderat tæt til kroppen. Underarm : Med stærke knogler og veludviklet muskulatur. Lodret stillet. Mellemhånd : Let skråtstillet. Forpoter : Hvælvede og tæt sluttede tæer. Kløerne er pigmenterede, mørkt pigment ønskeligt. Trædepuderne er elastiske, hårde og stramme, mørkt pigment ønskeligt..Forpoterne er større end bagpoterne.
Bagpart: Bagbenene er stærke og parallelle. I stand er de stillet lodret, med passende vinkling. Velvinklede knæ. Overlår : Brede og stærke, godt muskuløse. Underlår : Godt muskuløse, stærke og brede, af samme længde som overlårene. Haseled : Fast, en smule højt ansat. Mellemfod : Stærk. Ulvekløer kan forekomme. Bagpoter : Hvælvede og tæt sluttede tæer. Kløerne er pigmenterede, mørkt pigment ønskeligt. Trædepuderne er elastiske, hårde og stramme, mørkt pigment ønskeligt.
Bevægelse: Tornjak’en er en traver. Bevægelsen er i god balance, smidig og langskridtet, med kraftigt fraskub fra bagparten. Under bevægelsen er ryglinien fast.
Hud: Huden er tyk og slutter godt til kroppen overalt.
Pels: Hårlag : Generelt er Tornjak’en langhåret, dog med kort pels over ansigt og ben. Dækpelsen er lang, tyk, grov og lige. Den er særlig lang øverst på krydset og kan være let bølget over skuldre og ryg. På næseparti og pande (op til en linie mellem ørerne), på ørerne og forsiden af ben og poter er pelsen kort. Den er særlig fyldig rundt om halsen (danner pelsmanke), tæt og lang på overlårene, hvor den danner ”bukser”. På bagsiden af forbenene er der faner.
Hos hunde med kraftig pels ses også særlig rigelig pels på bagsiden af mellemfoden. Halen er rigt behåret med meget lang pels. Underulden er om vinteren lang, meget tyk og af en smuk, ulden tekstur. Selve pelsen er tyk og tæt og bør ikke danne skilning langs ryggen. Farve : Som regel er Tornjak’en flerfarvet (parti-coloured) med tydelige aftegninger i forskellige ensfarvede nuancer. Normalt er den dominerende grundfarve hvid. Der forekommer hunde med sort sadel (mantle) og hvide aftegninger, der for det meste findes rundt om halsen, over hovedet og ned langs benene. Der findes også næsten hvide hunde med kun små aftegninger.
Størrelse: Skulderhøjde for hanner: 65 – 70 cm, tæver: 60 – 65 cm. Tolerance +/- 2 cm.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

Ved du mere om racen så skriv endelig mere her